Home
   
Supervixens
 

Artikkel: sleazehound.dk


. . . . / V / Vixens


Faster Pussycat Kill! Kill!


Mondo Topless


Vixen


Supervixen


Up


Beneath the Valley of the UltraVixens

Med Supervixens fra 1975, der rent faktisk skulle gå hen og blive en af Russ Meyers sidste film overhovedet, havde instruktøren fundet sin formel. Der er ikke så meget slinger i valsen, og skal man anbefale én eneste film, der sammenfatter hele mandens produktion, er Supervixens uden tvivl svaret. Vi har den yderst simple handling, samfundssatiren, volden og naturligvis kvinderne! Kvinderne spillede gennem hele Meyers virke en stor rolle, og regnet i brystmål er Supervixens vitterligt SUPER-vixens. Det er derfor næppe overraskende, at Supervixens rent faktisk er den film der oftest refereres til, når man taler om Russ Meyer og filmens seks storbarmede damer er også ret ofte afbilledet, når man skal illustrere instruktørens voluminøse stil.

Supervixens begynder da en giga-dame ankommer til en støvet lilleby og udfordrer den unge tankpasser Clint (Charles Pitts), hvilket ad omveje kommer Clints dame, SuperAngel (Shari Eubank), for øre. Hun flipper ud over dette og snart er kæresteparret fløjet i totterne. En nysgerrig nabo tror de er ved at dræbe hinanden og derfor tilkalder han politiet, som få øjeblikke senere ankommer til stedet. En stor betjent giver Clint et gok i nødden og så er SuperAngel reddet - eller er hun? Det viser sig nemlig at betjenten, der hedder Harry Sledge (Charles Napier), er en sindssyg psykopat, der ikke kan få jern på. Det opdager vi, da SuperAngel hopper i kanen med ham ud af lutter taknemmelighed over, at han har reddet hende fra Clint. Harry, der er meget fokuseret i sit had til bøsser, bliver på grund af sin impotens udstillet som idiot og svagpisser af den trashy SuperAngel, men hun driver legen for vidt. Med ét eksploderer Harry, og hele herligheden ender da han på særdeles brutal vis tramper SuperAngel ihjel, mens hun skrigende ligger i badekarret. Tag ikke fejl af det - her er tale om en virkelig brutal scene, der står i skærende kontrast til den ellers så lalleglade, frigjorte stemning i filmen.

Clint, der gik på druk efter at være blevet sluppet fri af politiet med en advarsel, ved naturligvis ikke hvad der foregår hjemme hos SuperAngel, men da han nogle timer senere får at vide, at nogen har myrdet pigebarnet er det jo klart at han må stikke af. Med nogle få hundrede dollars på lommen, forlader Clint lillebyen og drager mod vest. Her begynder så den road movie, som Supervixens egentlig er. Clint, vores hovedperson, flakker nemlig planløst mod vest, mens han konfronteres med den ene absurde person efter den anden. Det er sådan set mest mændene, der er noget galt med, for kvinderne er bare storbarmede og liderlige.

Det er en vild tid, der kommer Clint i møde, men på en eller anden måde begynder tingene langsomt at falde på plads for ham. Han elskede sådan set aldrig SuperAngel, der måske nok var lillebyens flotteste pige, men hun var samtidig også en krævende so, der gjorde livet surt for ham. Som i en ægte bildungsroman må Clint derfor gøre sig nogle erfaringer undervejs for at blive et bedre og klogere menneske. Ægte kærlighed snuser han til, da han render ind i den sorte sexbombe SuperEula (Deborah McGuire). Hendes far gør imidlertid et forhold særdeles vanskeligt, og efter en hæsblæsende biljagt i toptunede stockcars, må Clint drage videre.

Lang tid behøver han dog ikke søge, for en eftermiddag ankommer han til SuperVixens tankstation og her finder han lykken. Ikke alene ligner SuperVixen Clints døde kæreste, hun spilles naturligvis af samme skuespiller, og hun opfører sig præcis så charmerende og anstændigt, som Clint altid har ønsket sig at SuperAngel ville gøre det. I denne lille oase kan Clint begynde et nyt liv, men fortiden kaster tunge skygger og en skønne dag ruller psykopaten Harry Sledge ind på tankstationens parkeringsplads. Harry genkender ret hurtigt Clint, og så har vi balladen, for Clint genkender ikke Harry.

Et ubehageligt drama kan nu udfolde sig, der ender i noget som nok mest af alt hører hjemme i tegnefilmens verden. Slutningen involverer en dynamitkastende Harry, en topløs SuperVixen og en Clint, der må rende rundt som en skoldet skid for ikke at blive ramt af Harrys eksploderende dynamitstænger.

Supervixens er naturligvis en temmelig forrykt film, der gør det svært at gennemskue med hvilken optik den skal betragtes. Er det en komedie, er det softporn eller er det bare en rigtig sær actionfilm vi ser? Tilmed er den sovset ind i en tung stemning af "love generation", frihedstrang og lavpandet fascination af pik-og-patter. Under alt dette ligger der imidlertid en kerne af skarpe iagttagelser og finurlige vinkler, som viser hvorfor man aldrig kan afvise en Russ Meyer-film som det rene pjat. Der er rent faktisk en mening med galskaben, og hvis man vil frem til den må man bare ikke lade sig distrahere af de mange store patter, der flagrer omkring hele tiden.

Skuespil er der ikke ret meget af, men de tre hovedrolleindehavere leverer rent faktisk solide præstationer, der i filmens eget groteske univers fungerer forbløffende godt. Der er tale om ganske manieret overspil, der i mange tilfælde minder om stumfilmens formsprog, og det er næppe tilfældigt. Et ganske karakteristisk træk i Meyers film er det hæsblæsende tempo og den ofte ret naive måde situationer udvikler sig på. Præcis som i de klassiske stumfilm, men også i tegnefilmens verden, hvor karakterer som Bugs Bunny, Daffy Duck såvel som Tom og Jerry netop simulerer den præcis samme stil, blot fortolket gennem et endnu mere frit medie, hvor alt kan lade sig gøre. Russ Meyer var tydeligvis dybt fascineret af både stumfilm og tegnefilm, så hvorfra inspirationen har været størst, er svært at sige. Det korte af det lange er under alle omstændigheder, at Supervixens er uløseligt knyttet til fornævnte genrer. Det giver naturligvis hele produktionen et ganske særegent præg, som er mere eller mindre unikt for Russ Meyer.

Helheden er med andre ord temmelig legende og anarkistisk, men fyldt med mening og kanter. Det er jo eksempelvis næppe tilfældigt at Harry, det psykopatiske svin, er en politibetjent. Her er Russ Meyer et barn af sin tid, med et ideologisk bagland der kommer fra præcis samme miljø som tegneren Gilbert Shelton, der står bag The Fabulous Furry Freaks Brothers. Man må på den anden side heller ikke overfortolke en film som Supervixens, for Russ Meyer var en provokatør, der pirkede til moral og de klassiske dyder. Når filmen således åbner med en nazistisk slagsang, der hylder Hitler, betyder det ikke at Meyer mener amerikanerne er nazister, han påberåber sig bare retten til slynge alt tabubelagt lige ud i ansigtet på biografgængeren - præcis som Sid Vicious der gav et interview til verdenspressen iført underbukser med et stort hagekors på.

Meyers største ambition er dog, som det altid har været, at vise vores indre erotiske fantasier og udstille dem frit fremme i sollyset, så alle kan se dem. Hos Russ Meyer er seksualitet ingen synd, det er noget der skal celebreres og dyrkes. Det skal ikke gemmes inde i lukkede soveværelser eller støvede lønkamre - det skal ud i det åbne, så hele det borgerlige Amerika kan se, at det kun er meget, meget få fantasier som man står alene med. Meget mere hippie-agtig kan det næsten ikke blive!

Supervixens er faktisk en rigtig, rigtig herlig film. Den har som sagt alle de klassiske Russ Meyer-elementer, og skulle man kun se én af instruktørens film, ville Supervixens være det perfekte bud. Hvis du aldrig har set en hel Russ Meyer-film er dette altså stedet at gå hen. Om du så kan lide hvad du ser eller ej, er nok en temperamentssag. Man skal i hvert fald være forberedt på et kulturchok og en stilistisk tilgang til mediet, der rammer seeren som en forhammer. Her er ingen grænser, om det så drejer sig om sex eller vold. Alt kan gå, men om det underholder må være op til den enkelte.

Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Titel: Supervixens
Instruktør: Russ Meyer
Manuskript: Russ Meyer
Cast: Charles Pitts (Clint), Shari Eubank (SuperAngel/SuperVixen), Charles Napier (Harry Sledge), Deborah McGuire (SuperEula)
Producere: Russ Meyer (producer)
Foto: Russ Meyer
Klip: Russ Meyer
Musik: Paul Sawtell & Bert Shefter (sangen "Faster Pussycat"), Sidney Cutner, Howard Jackson
Spilletid: 105 minutter
Aspect ratio: 4:3 Full Frame
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, finsk, norsk
Produktionsland, år: USA, 1975
Produktionsselskaber: RM Films International
Distributør (DVD): Nordisk Film
Udgave/region: 0

Anmeldt af Martin Jürgensen | 13/02/2007




Clint (Charles Pitts)

Lige på og hårdt fra de første minutter

SuperAngel (Shari Eubank)

Den morderiske Harry Sledge (Charles Napier)

Kort efter dette dør SuperAngel

Clint blaffer og møder dette par - det kommer der slet ikke noget godt ud af

En klassisk vinkel

Russ Meyer i en cameo som sherif

SuperEula (Deborah McGuire) tager sagerne i egen hånd

SuperVixen (Shari Eubank)

Clint finder lykken

SuperVixen og Clint