Home
   
Beneath the Valley of the UltraVixens
 

Artikkel: sleazehound.dk


. . . . / V / Vixens


Faster Pussycat Kill! Kill!


Mondo Topless


Vixen


Supervixen


Up


Beneath the Valley of the UltraVixens

Da Russ Meyer begyndte indspilningerne til Beneath the Valley of the Ultra-Vixens, havde han lavet film i næsten 30 år. Modsat så mange andre instruktører var hovedparten af Meyers produktion båret af en gennemgribende vision, der løber som en rød tråd fra hans tidligste arbejde, dokumentarfilmen The French Peep Show fra 1950, og frem til Beneath the Valley of the Ultra-Vixens, der effektivt set gik hen og blev Meyers sidste film. Da denne blev udsendt i 1979, blev han kaldt "King of the Nudies", og Russ Meyers film var blevet et brand i sig selv. Han var manden, der leverede sort humor kombineret med letbenet satire og masser af storbarmede piger uden tøj på. Meyer specialiserede sig i en helt særlig type sleaze, som ingen efterfølgende har gjort efter. Der findes naturligvis utallige referencer til Russ Meyers film i popkulturen, men der har aldrig været nogen, der har gået instruktøren i bedene og for alvor plagieret manden. Det ville imidlertid også være svært, for som en ægte auteur stod Meyer stort set for alt i sine film. Han skrev historien, stod bag kameraet, instruerede, klippede og producerede såvel som distribuerede selv produktionerne.

De første film var beskidte actionfilm med kvinder i de bærende roller. Der lå sex lige under overfladen, og stemningen var ekstremt lummer. Blandt de tidlige film er det utvivlsomt den stilsikre og fascinerende Faster, Pussycat! Kill! Kill! (1965), der er hovedværket. Her ser vi ingen nøgne piger, men den begrænsede handling kredser ustandseligt omkring den varme grød. Som filmbranchen og det amerikanske publikum begyndte at bløde op i løbet af 60'erne, blev mulighederne for at vise topløse damer også større, og Russ Meyer var blandt de første til at producere de såkaldte "nudies" - en betegnelse der dækkede over alt lige fra letbenet underholdning til regulær porno, som man eksempelvis kan opleve det i Gerard Damianos Deep Throat (1972). Betegnelsen favnede altså meget bredt, og det skyldes, at porno som begreb endnu ikke var opstået. Det vi kender som pornoindustrien var først i sin vorden. Russ Myer selv opfattede sine film som ganske ordinær underholdning, men hans film blev vist i biografer, der specialiserede sig i nudies, og Meyer er derfor også altid blevet forbundet med den tidlige pornoindustri.

Netop pornoindustrien, der mere eller mindre voksede ud af den succes, som Deep Throat oplevede, var også det, der i sidste ende fik Russ Meyer til at indstille sin filmproduktion. Hans film havde altid været produceret ud fra en kunstnerisk ambition om at lave underholdende, flotte film med et budskab om frigjort sex. Han indspillede aldrig hård porno, men sexindustrien gav ham ret hurtigt konkurrence, og publikum mistede interessen for den bløde sex i hans film, og samtidig var Meyers alt andet end begejstret for den rå tone, der opstod bag kulisserne i nudie-industrien. Beneath the Valley of the Ultra-Vixens blev derfor Russ Meyers sidste spillefilm. Det er tydeligt, at han blev påvirket af tiden, for ikke alene optræder der piger med silikonebryster, hvilket han altid tidligere hårdnakket havde frabedt sig; den er også meget mere eksplicit end de tidligere. Set i bakspejlet måtte Beneath the Valley of the Ultra-Vixens også blive Meyers sidste film, såfremt han ikke ville risikere at blive en gentagelse af sig selv, eller endnu værre, at komme til at stå som et udtryk for den konservative sexmoral, han altid selv havde bekæmpet. Det er nemlig meget let at opfatte Russ Meyer som meget pæn, målt i forhold til den egentlige sexindustri, og det er næppe noget instruktøren selv nogensinde havde forestillet sig skulle ske. Meget klogt valgte han derfor at slutte sin karriere i 1979, om end han i 2001 udsendte kortfilmen Pandora Peaks.

Beneath the Valley of the Ultra-Vixens sælger sig selv som en form for pseudo-dokumentar, der skildrer indbyggerne i Littletowns genvordigheder. Hovedpersonen er den stakkels Lavonia (Kitten Natividad), der på trods af sine enorme fortrin, ikke kan lokke sin mand i seng. Når det endeligt lykkes, vil han kun kneppe hende i røven, og det er Lavonia ret træt af. Derfor dyrker hun nu jævnligt sex med skraldemanden, der er mere end villig til at hoppe i kanen med den ulykkelige husmor. Lavonia elsker imidlertid sin mand Lamar (Ken Kerr), så det er udelukkende af nødvendighed, at hun opsøger andre mænd. Lamar selv er dybt ulykkelig, for som hans storbarmede chef på lossepladsen siger, er Lamars problem, at han ikke kan "look a good fuck straight in the eye".

Lamar og Lavonias problemer får konsekvenser for resten af byen, for Lavonias erotiske eventyr fører hende en hel del omkring. Samtidig er der flere, som interesserer sig for Lamar. Dels har Lamars chef Junkyard Sal (June Mack) et godt øje til den stakkels mand, dels har byens kombinerede tandlæge og ægteskabsrådgiver set sig varm på Lamar, da han tror, Lamar er bøsse. Det er Lamar bare ikke. Næsten som i en ensemblefilm væves talrige skæbner sammen, og hele det lille samfund bliver portrætteret i løbet af filmen. Vi møder den perverterede nazi-rigmand, der kun vil kneppe når han ligger i en ligkiste, vi møder den enormt storbarmede radiovært Eufaula Roop (Ann Marie) og den purunge atlet, som Lavonia forfører. Dertil kommer der også en dør-til-dør-sælger og det menneskelige affald, der arbejder på byens losseplads.

Det hele holdes sammen af den navnløse fortæller (Stuart Lancaster), der fører os fra scene til scene. Fortælleren bor selv i Littletown, og med en nøgtern, nærmest klinisk præcision, forklarer han hvorfor og hvordan, de enkelte optrin kan opstå. Vi er fluen på væggen i byen, og selv om historien måske er meget udflydende, er det fortælleren som sikrer, at der er en eller anden fornemmelse af kontinuitet i begivenhederne. Nogen videre grund til at gå dybere ind i handlingen er der dog ikke, for i det store hele handler det om, at både Lamar og Lavonia skal i seng med nærmest hele byen, før de i sidste ende kan finde sammen.

Beneath the Valley of the Ultra-Vixens har stort set ikke noget nyt at byde på, hvis man ser den i lyset af Russ Meyers tidligere produktion. Der er tale om et velprøvet koncept, hvor de satiriske elementer og selve handlingen har været brugt mindst et par gange før. Det er derfor også en film, der er svær at falde i svime over, for der hænger en følelse af uoriginalitet og stivhed over den, som ikke rigtigt får det hele til at køre, som det burde. Ganske vist er der flere gode episoder, såsom den lille sekvens på lossepladsen hvor Lamar skal i seng med Junkyard Sal, scenen hos tandlægen eller selve konklusionen, hvor det er gennem gospel og kæmpepatter, at Lamar ser lyset og bliver ført bort fra røvhullets fristelser. Ironien er mindst lige så tyk her, som i alle andre af Russ Meyers film og samfundssatire er der også masser af. Man fornemmer tydeligt, at instruktøren elskede det kedelige forstadsamerika, men samtidig er Beneath the Valley of the Ultra-Vixens et ufortrødent fremstød mod dobbeltmoral, hykleri og forlorne holdninger.

Som sagt tidligere er Beneath the Valley of the Ultra-Vixens en hel del mere kontant end de tidligere film, og det giver et lidt andet præg, der fjerner noget af den uskyld, som ellers præger de ældre produktioner. Meyers sidste film er ganske enkelt ikke helt så blød, at man kan feje det bort som ren uskyldig underholdning, og man må nødvendigvis opfatte Beneath the Valley of the Ultra-Vixens som softporn. Vi ser ingen penetrationer, men der er pikke, dildoscener, lebbescener og meget andet godt, og det hele bliver vist uden at lægge fingre imellem. Man forstår derfor også godt, hvorfor Meyer måtte stoppe her, for Beneath the Valley of the Ultra-Vixens er et vendepunkt. Det næste logiske skridt ville være regulær, hård porno, men det ønskede han jo ikke at lave, så man kan sige, at Russ Meyers rent faktisk havde udtømt sit repertoire i 1979. Det være sig både handlingsmæssigt og i formsproget. Det taler derfor også til Meyers fordel, at han selv kunne erkende dette, hvilket mange andre instruktører i dag og dengang kunne lære en del af.

Beneath the Valley of the Ultra-Vixens er muligvis en stor oplevelse for de, der ikke har set andre af Russ Meyers film, for den har alle de rigtige elementer, og gør alle de klassiske Russ Meyer-ting. Desværre er det bare ved at blive hult og gentagende. Vi har set det hele mange gange før, og det nye, der kommer til, formår ikke at løfte helheden i nævneværdig grad. Der er derfor tale om en film, som ganske vist er veludført og moderat underholdende, men den indtager ikke nogen vigtig eller nødvendig plads i Russ Meyers samlede produktion.

Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Titel: Beneath the Valley of the Ultra-Vixens
Instruktør: Russ Meyer
Manuskript: Russ Meyer & Roger Ebert
Cast: Uschi Digard (SuperSoul), Ann Marie (Eufaula Roop), Stuart Lancaster (Fortælleren), Michael Finn (Semper Fidelis), Sharon Hill (Sygeplejerske Flovilla Thatch), Ken Kerr (Lamar Shedd), June Mack (Junkyard Sal), Don Scarborough (Beau Badger), Kitten Natividad (Lavonia/Lola Langusta)
Producere: Richard S. Brummer (associate producer), Russ Meyer (producer), Fred Owens (associate producer), Uschi Digard (associate producer)
Foto: Russ Meyer
Klip: Russ Meyer
Musik: William Tasker
Spilletid: 92 minutter
Aspect ratio: 4:3 Full Frame
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, finsk, norsk
Produktionsland, år: USA, 1979
Produktionsselskaber: RM Films International
Distributør (DVD): Nordisk Film
Udgave/region: 0

Anmeldt af Martin Jürgensen | 13/02/2007




Der er lummer stemning lige fra begyndelsen

Fristelser er der nok af

Lamar Shedd (Ken Kerr)

Friluftsknald

Den kristne radiovært Eufaula Roop (Ann Marie)

Lavonia (Kitten Natividad)

Lavonia hygger sig

Junkyard Sal (June Mack)

Lavonia fortsætter med at hygge sig

Hvad mon det er?

Lavonia med elsker

Lamar træder i karakter og smider Lavonias elsker ud af sengen